Kend din designer: Block Table

Der kan siges mange ting om den nyere generation af møbeldesignere. En af dem er, at de måske ikke altid får den anerkendelse i hverdagen, som de fortjener. Det vil vi gerne forsøge at råde bod på, med en ny serie af indlæg her på detydre.dk. Vi kalder den “Kend din designer” – og indlæg med denne overskrift vil først og fremmest rumme informationer omkring den pågældende designer og et udvalgt produkt, samt en række detaljebilleder. Vi starter ud med en klassiker fra Normann Copenhagen, nemlig Block Table, der er designet af Simon Legald.

block-table-normann

Et par ord om Simon Legald

Simon Legald er født i 1986 og dimitterede fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 2012. Inden da var han en tur forbi Krabbesholm Højskole, hvor interessen for produktdesign blev vakt efter at have taget et valgfag. Simon blev ansat som intern designer hos Normann Copenhagen, og var med til at starte deres interne designafdeling op. Det er der sidenhen kommet mange gode ting ud af – bl.a. Block Table, Toj Clothes Rack, og de helt nye Pocket Organizers.

Ifølge Simon er  det ærlighed der er med til at gøre et produkt forståeligt – og dermed  beskrive produktets funktionalitet. Hvis man som person forstår produktet, så behøver man ikke nogen forklaring. Det må siges at være tilfældet med Block Table – det er unægteligt et produkt, som ikke behøver nogen nærmere forklaring. Det er det simple ved et produkt, der gør det troværdigt. Og derfor bestræber Simon sig på ikke at tilføje unødvendige detaljer til hans produkter.

Bag om Block Table

Det karakteristiske rullebord fåes i seks forskellige farver, og koster 1600 kr. Træet er ask, og bakkerne er lavet i stål. Det er altså to hårdføre materialer, der kan holde til at blive brugt. Det alsidige bord kan bruges til alt fra sengebord til sidebord, og netop de mange anvendelsesmuligheder har gjort bordet meget populært, siden det blev lanceret i foråret 2012.

block-hjul

Hjulene er fremstillet af stål og gummi, og matcher farven på bakkerne. Det er en god detalje, der er med til at give et ensartet udtryk.  Bordet er 64 cm højt, 50 cm bredt og 35 cm dybt. Det gør måske bordet en kende for højt til at blive brugt som sofabord, efter min mening, men muligheden foreligger naturligvis.

block-table-detydre

Block Table kan købes i de fleste velassorterede bolig- og interiørbutikker landet over, samt naturligvis adskillige steder online. Hvis du er på Instagram kan du derudover finde masser af inspiration til hvordan du kan bruge bordet hjemme hos dig, ved at søge på #blocktable.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *