Fredagsfund #71: Børge Mogensen J39 stole

På trods af en omgang januartravlhed, skal I ikke snydes for denne uges fredagsfund! Forhåbentligt har du lagt mærke til, at bybilledet er klistret til med reklamer for januarudsalget, og jeg håber, at du har fået gjort dig nogle gode køb. På Lauritz.com faldt jeg over disse J39 stole, designet af Børge Mogensen. Du kender måske stolen som Folkestolen, og det navn fik stolen, fordi det oprindeligt var tanken, at prisen ikke skulle være en hæmsko for at få fingre i stolen. Det skulle være en stor for folket. Det blev det også, og den solide stol blev solgt til alt fra universiter til biblioteker, samt utallige private hjem. I dag kan en nyproduceret stol erhverves for omkring 3000 kr., men stolene, som du finder her er altså kun vurderet til 1000 kr. – og det er altså for begge stole.

Børge Mogensen J39 i egetræ

folkestolen-j39

Børge Mogensen, der ville have fyldt 100 år i 2014, tegnede J39 stolene i 1947. Disse to er udført i egetræ, og at dømme ud fra billederne, har de fået den helt rigtige patinering. Jeg er vild med stole i egetræ, og især når de får denne mørkebrune nuance ind i træet.

j39-folkestolen-mogensen

Fletsædet er en af de mest væsentlige detaljer på J39 stolene. På disse ser ud det ud til at være i ganske fin stand, men hvis du gerne vil konstatere det ved selvsyn, så står stolene hos Lauritz.com i Aarhus. Auktionen slutter d. 15-01-2015 kl. 14.18, og husk, at hvis du vinder auktionen skal du betale 20% af hammerslagsprisen samt et administrationsgebyr for 95 kr. Hvis prisen ender med at lande på vurderingen, så vil du altså for ca. 1300 kr,. kunne få fingre i disse to ikoniske stole.

j39-folkestolen

Du kan byde på J39 stolene ved at klikke hér.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *