Hvis du har set Nybyggerne på TV2 har du sikkert lagt mærke til Louise og Jonas. Det unge par har deres helt egen futuristiske stil, der er fuld af farver og rå materialer – og som har imponeret både dommere og seere, i løbet af de første fire programmer. Vi viser dig her et par billeder fra deres hus – og stiller dem et par spørgsmål om løst og fast.
Sig hej til Louise og Jonas!
Kæresteparret Louise og Jonas er de yngste deltagere i Nybyggerne. Louise læser Marketing på Aarhus Universitet og Jonas har sin egen livsstilbutik i Vejle. Sammen udgør de en stærk duo, der med deres 10 dogmeregler for indretning, er godt på vej til at skabe et helt unikt hus på Christiansmindeparken i Vonsild ved Kolding. I deres hus bliver der nemlig sagt pænt nej tak til alt fra gipslofter, hvide vægge og til store klinker.
Fem hurtige til Louise og Jonas
Hvorfor valgte I at deltage i Nybyggerne?
Vi meldte os til Nybyggerne, fordi det, for os, var den ultimative udfordring, at stå med et helt råt hus og en pose penge – også skulle formå at skabe vores drømmehus. Vi har tidligere sammen bygget Jonas butik FABR-K, men med Nybyggerne gav det os mulighed for at bygge noget sammen, med et fælles formål. Vi vidste at det ville blive hårdt for os, for der er ingen af os der stopper, før vi er hundrede procent tilfredse. Derfor har vores deltagelse i Nybyggerne gjort os stærkere, men vi kender også os selv og hinanden på en hel anden måde. Forstil jer, at I sidder på en øde ø og skal bygge en tømmerflåde sammen før I kan sejle væk – det vil enten ødelægge eller styrke forholdet. Vi er helt klart stærkere sammen i dag, end før Nybyggerne.
Hvilken dogmeregel var den vigtigste for jer?
Der er ikke nogle af dogme reglerne, som er vigtigere end andre. Der var dog nogle af reglerne, som var svære at overholde end andre. F.eks. var det en udfordring helt at undgå hvide vægge og døre i huset.
Hvor får I inspirationen fra?
En af de helt klassiske steder vi får inspiration fra er blogs, jeg elsker at læse blogs og har selv startet min egen i forbindelse med Nybyggerne. Jonas er bedre til at søge inspiration i store perspektiver, som storbyer og det industrielle miljø. Man kan sidde sammen med Jonas og pludselig har han tænkt et helt nyt koncept til is-damen nede i byen, sådan er han bare. I Nybyggerne havde vi lavet en række punkter, vi ville lade os inspirere, for at udfordre vores stil. Vi har derfor forsøgt at tænke i anderledes materiale valg og forsøgt at inddrage det klassiske nordiske design. Vi havde forinden også valgt ti ting, som vi ikke ville have i huset for netop ikke at lave det klassiske typehus.
Havde I en masterplan fra begyndelsen?
Ja vi havde defineret nogle materialer, som vi ville arbejde med og havde egentligt et klart koncept. Da vi hørte om programmet første gang gik der ikke lang tid før vi havde tegnet det første hus, med hvilke værelser der skulle være og hvordan de skulle indrettes. Det gik der mange hyggelige aftner med inden Nybyggerne startede. Det har også været en fordel, tror jeg, fordi vi ikke når vi fik opgaverne først skulle til at finde ud af hvad vi skulle lave og hvordan det skulle se ud.
Er jeres nuværende hjem indrettet i samme stil?
Nej det er det langt fra faktisk. Vores hjem i dag er meget præget af retro stilen, som har kørt i nogle år nu, og derfor valgte vi at gøre noget anderledes for at udfordre os selv. Det var også derfor vi lavede vores 10 dogmer, for netop at sikre os at vi ikke endte i samme stil, som vi kommer fra. Ikke at der er noget galt i sådan som vi bor i dag, men det var vigtig for os også at inspirere på en ny måde og måske bryde lidt med normerne.
Billeder fra huset med den blå dør
Et af Louises og Jonas’ flotte rum, som har høstet meget omtale. Det tunge industrielle look, får rummet til at fremstå super moderne. Bordbenene er kobberrør, der er blevet bukket af en lokal smed, og bordpladen er en OSB-plade, der har fået en gang maling.
Selv i byggerod gør det unikke skrivebord sig ganske godt! Hvis du selv går med drømmen om at skabe noget tilsvarende, så er det nok en god idé at alliere sig med en erfaren smed.
Louise og Jonas leger om nogen med materialerne i deres hus. Bordet her, er lavet af hårdt komprimeret pap – og er sidenhen blevet udstyret med en akrylplade i kobberlook, for at skabe en holdbar overflade. Dette bord kan du faktisk også vinde, hvis du er hurtig – og det kan du læse mere om hér.
Hvis du gerne vil følge Louise og Jonas’s deltagelse i programmet, så kan du finde dem på Facebook lige hér. Louise har også sin egen blog, hvor hun bl.a. blogger om sin deltagelse i programmet.
Fotokredit: Henrik Hammel / TV2, samt Louise og Jonas.
[GARD align=”center”]