… Eller hvor du nu foretrækker at bruge dine penge! Jeg har igennem de sidste 6 år jævnligt besøgt diverse hjemmesider i jagten efter spændende møbler, lamper og andre ting, som jeg af en eller anden grund ikke kunne leve uden! Herunder får du derfor mine bedste råd til hvordan du kan gøre en god handel, hvor du får hvad du går efter til den rigtige pris og med en god mavefornemmelse!
- Kend dine søgeord
Du kan sagtens være heldig at gøre en god handel, hvis du er lidt kreativ med dine søgeord. Måske har du læst mit blogindlæg om de to Y-stole som jeg fik for 450 kr. pr. stk. Nu var det ret tilfældigt, at jeg lige søgte på “Wegner y stol” den dag, for jeg søger lige så tit på nogle forskellige fraser som fx “vegner stol”, “stol flet”, “stol kernelæder”, “stol egetræ”, “stol retro”, “dansk design stol”. Hvis du er vant til at færdes på sider som DBA/Gul og Gratis, så har du sikkert bidt mærke i, at det er sjældent at to annoncer for den samme vare er helt ens! Du kan derfor med fordel variere dine søgeord og krydse fingre for, at du er den første der falder over annoncen! - Kend din sælger
OK, så nu har du fundet noget du gerne vil købe. Så nu skal du være hurtigt på tasterne, for ellers er der en god chance for, at en anden løber med varen! På DBA kan du se om en sælger er CPR-valideret og det er altid en god start! Ellers kan du selv lege privatdetektiv, og tjekke nummeret på Krak og efterfølgende Google navnet. Står vedkommende registreret på den adresse, som I skal mødes på, så er det alt andet lige bedre end at mødes på en rasteplads ved midnat. - Kend din pris!
Det er altid en god idé at vide hvad ting er værd. Ellers sidder man og ærgrer sig på vej hjem i bilen og tænker, at man har betalt, alt, alt for meget. Med lidt snilde kan man fx på Lauritz.com se, hvad tilsvarende ting bliver solgt for (men husk at tag højde for diverse gebyrer), og hos DBA kan du også hurtigt få en indikation af hvor meget du skal betale. Er prisen urealistisk lav, så er det for typisk for godt til at være sandt.
Et ekstra tip!
På de fleste af disse hjemmesider kan du i dag sætte en “alarm” op, så du modtager en e-mail når der bliver oprettet en annonce, som matcher dine søgeord. Det har jeg faktisk aldrig fået gjort og jeg synes måske også, at det tager lidt af spændingen – men det gode råd er hermed givet videre!