Status på renovering af vores 70’er hus

Der har været lidt stille her på bloggen – og det skyldes primært, at vores renovering har grebet om sig. Oprindeligt var det meningen, at vi bare ville tage et rum ad gangen og så bevæge os igennem huset når der var penge og overskud til det. Planen har som sådan ikke ændret sig, udover at vi fik sat gang i lidt for mange rum på én gang. Det betyder selvfølgelig, at der af den ene og den anden årsag ikke er nogen rum, som står helt færdige! Og nu hvor tålmodigheden er ved at være brugt op, så kan vi selvfølgelig ikke vente på at vi er færdige med det hele.

Billedet herunder viser vores plantegning, som ikke har ændret sig siden huset blev bygget i 1972. Vi startede i hall’en – som jeg har lært at det hedder – og gangen indtil hhv. badeværelse, soveværelse og de to værelser, som ligger i den ende af huset. Her har vi fået filtet væggene, sat gipsloft op og selvfølgelig sørget for at få lovliggjort alle elinstallationer i processen. På et eller andet tidspunkt har de tidligere ejere af huset besluttet sig for at sætte et listeloft ovenpå det eksisterende gipsloft – uden at føre elinstallationen korrekt ned igennem loftet.

Det bedste ved den her renoveringsprocess – hvilket måske ikke er så overraskende – har dog været muligheden for at få lov til at overveje hvad der skulle indkøbes af nye møbler, lamper osv. I hall’en har vi fået den flotte Nuura Liila loftslampe hængt op, som på én gang giver det fineste lys og er så dekorativ. Den giver det helt perfekte førstehåndsindtryk og passer perfekt til det lidt stramme udseende, som filtede vægge og loftet giver. Vi har faktisk en mere, som vi er ved at finde ud af hvor skal hænge.

Nå, tilbage til renoveringen! For ikke at miste overblikket har vi delt projektet op i to etaper: Den første etape dækker over bryggers, hall, gang, hoveddør og gæstetoilettet. Vi er nået så lange, at der er kommet nyt loft op i alle rum, og det gamle savsmuldstapet er blevet pillet ned. Væggene er herefter blevet fuldspartlet så vores maler kunne sætte filt op i alle rummene. På vores gæstetoilet er vi blevet enige om også at udskifte vasken, så lige nu glæder vi os til at der starter udsalg, så vi forhåbentligt både kan finde et badmøbel og et nyt armatur.

Den anden etape dækker over køkken, stue og et af værelserne. Det er alle sammen rum, som vi bruger meget – og hvor vi har mange ting – så tanken om at skulle rydde disse rum har været lidt uoverskuelig. Men, nu hvor vi har besluttet os for at vi gerne vil have vurderet huset med henblik på omlægning af lån, så er vi blevet enige om at vi vil få lavet så meget som muligt inden. Både i køkkenet og stuen sidder der glasvæv på væggen, så her kan vi heldigvis spartle direkte udover. Værre er det med loftet, hvor der skal laves spots i begge rum, og særligt i stuen skal vi også tænke over hvad vi gør ift. akustikken. Selvom vi både har en stor sofa, gulvtæppe, en daybed og en lænestol med polstrede hynder, så er der ingen tvivl om, at vi skal have gjort noget ved det potentielle “problem”.

Hvis du søger råd til, hvordan du nemmest kan fjerne savsmuldstapet, så kan du med fordel læse dette indlæg med mine tips og tricks.

Vi glæder os derfor til at vi er i mål med første etape – og jeg forhåbentligt kan få overbevist en af mine gode venner til at tage kameraet med, så der kan blive knipset nogle knivskarpe billeder af renoveringen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *