Fredagsfund #78: Poul M. Volther lænestol

Når snakken falder på gamle arkitekter og møbelsnedkere bliver Poul M. Volther ofte glemt i farten. På samme tid huserede Hans J. Wegner, Børge Mogensen og Arne Jacobsen, og det er unægteligt tre herrer, der siden har høstet massiv anerkendelse for stort set alle deres møbler. Poul M. Volther designede adskillige af gode, gedigne møbler for FDB Møbler, foruden en række møbler, der har opnået international anerkendelse, som fx. Corona stolen. Hr. Volther er måske kendt for designet af FDB’s ikoniske J46 stol, bedst kendt som Pindestolen, som han designede i 1956. Den stol menes at være solgt i over 700.000 styk og har været forbi utallige danske hjem.

Dette indlæg skal dog handle om en anden stol, som jeg tilfældigvis spottede på Lauritz.com, og som jeg synes var en plads i Fredagsfund værdigt. Det er nemlig en sjov ting, sådan noget med opmærksomhed og anerkendelse, for når det kommer til møbler, så betyder det alverden i forhold til vurderingen. Denne smukke lænestol er nemlig kun vurderet til 1200 kr. Det er altså ikke meget for et stykke dansk designhistorie, der er fremstår i patineret egetræ, og med hynder betrukket med uld, der tilmed ikke ser ud til at være plettede. Det er altså en god deal, hvis du spørger mig.

 Poul M. Volther J55 lænestol

poul-m-volther-stol

poul-m-volter-j55-stol

poul-m-volther-stol2

En af de ting, som imponerer mig mest ved møbler fra denne tid er respekten for det gode håndværk. Jeg kan gang på gang blive fascineret af den detaljegrad, som er lagt i denne slags møbler. Samlingerne står knivskarpt, og det har helt sikkert taget tid at finde ud af hvordan tingene passer sammen. I min bog er egetræ en af de træsorter, som patineres aller smukkest, som tiden går. Det her er altså en stol, som vel er 40-50 år gammel og stadig står knivskarpt.

Hvis jeg havde et hjørne herhjemme, hvor den ville passe ind, så havde jeg købt den på stedet. Det har jeg bare desværre ikke. Stolen befinder sig hos Lauritz.com i Roskilde og auktionen løber til tirsdag d. 3. marts kl. 19:58. Hvis du er ny på Lauritz.com, så husk at der kommer et hammerslagsgebyr på 95 kr. foruden 20% i salær.

Du kan byde på Poul M. Volther lænestolen ved at klikke hér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *