Vores spisebord med forskellige stole

Sponseret indlæg. Søger du inspiration til, hvordan det ser ud med forskellige stole rundt om spisebordet? For det er nemlig hvad du kan blive klogere på her.

Hvis du følger med på Instagram har du nok opdaget, at der har været en del forskellige stole forbi hjemme hos mig. Min samling startede med en orange Eames stol i glasfiber, som jeg købte på Ebay, og som endte rundt om bordet ad flere omgange, for til slut at ende hos mine forældre. Derefter fulgte flere forskellige Eames stole i glasfiber, inden jeg købte min første danske møbelklassiker: En af de gamle “Folkestole” produceret af FDB Møbler og naturligvis tegnet af Børge Mogensen. Derfra gik det stærkt med flere forskellige stole – både i sæbebehandlet egetræ, lakeret bøgetræ, sprøjtelakeret egetræ, og endda hjemmemalet bøgetræ!

Skab et roligt look med forskellige stole

Det kan lyde lidt selvmodsigende, men det er faktisk hvad du opnår ved at have forskellige spisebordsstole rundt om dit spisebord. Billedet der pryder toppen af denne artikel er fra vores spisestue, hvor den fine Jørgen Bækmarks J81 stol, med den karakteristiske tremmeryg, står sammen med Børge Mogensens J39, og Hans J. Wegners klassikere CH 24 og CH 36.

J81’eren fra FDB Møbler er faktisk den eneste stol, som jeg har haft helt fra ny. Og der er altså et eller andet specielt over at bakse med at løfte en enormt stor papkasse ind i stuen og pakke op og gøre ved. Det føles næsten lige som at få en ny iPhone, hvor man ganske kortvarigt overvejer, hvor længe man kan tillade sig at lade beskyttelsesfolien sidde.

Hvis du lurer på hvor spisebordet er fra, så er det sammensat af hhv. et stel og en bordplade fra HAY og købt på auktion hos Lauritz.com i efteråret 2017.

Tre gode råd til forskellige stole

Hvis du er fast besluttet på at komme i gang med at blande dine forskellige spisebordsstole, så får du 3 gode råd med på vejen.

1) Start med dit største ønske 

Hvis der er én stol, som du synes er helt fantastisk, så tag udgangspunkt i den (eller få den købt!) Det kan selvfølgelig give sig selv, hvis du nu ikke har penge til at købe alle de stole du kunne tænke dig på én gang. Ved at vælge én stol tvinger du desuden dig selv til at overveje hvad der skal få det til at matche.

2) Vælg en fællesnævner 

Jeg synes personligt, at det ser bedst ud når tingene passer sammen. I vores tilfælde er det kombinationen af det sortlakerede træ og de flettede natursnorssæder, som binder det sammen. Men, der er naturligvis mange måder at gøre det på. FDB Møbler er lykkedes ret fint med at præsentere en farvepalette, hvor farverne matcher på kryds og på tværs, som det er tilfældet med J46 stolen.

3) Skift ud når muligheden byder sig

Der findes uendeligt mange flotte stole og hvert år kommer der flere til! Hvis du køber noget, som har et “navn”, så er det som regel nemmere at komme af med igen – og det er altså bare tilfældet når man køber fra virksomheder som f.eks. FDB Møbler. Og så er der jo råd – og ikke mindst plads om bordet – til at købe noget nyt!

One comment Tilføj dine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *