Når vi flytter fra vores nuværende lejlighed til sommer, så er der en ting der står højt på ønskelisten over nyanskaffelser. En ny seng. Og aller helst en ny, stor, blød seng. Ideelt set, er det sådan en, som på billedet her. Selvom vi både har en fin sofa og en daybed i lejligheden, så ender sengen alligevel med ofte at blive en arbejdsstation. Der er bare et eller andet over at ligge med computeren i sengen, som føles både afslappende, men egentlig også ganske produktivt. Mon ikke ejeren/ejerne af denne lejlighed har det på samme måde. De har i hvert fald indrettet sig med en stor seng, i et stort, lyst soveværelse. Farverne er nøje afstemte, og det er, efter min mening, med til at gøre dette soveværelse super fint og hyggeligt.
De to lamper over sengen er både praktiske og dekorative, og det er slet ingen dum idé at gå med en lampe, af denne størrelse. Det ser ud af noget i rummet, og det gør også at en enkelt stor plakat er nok til at udfylde væggen bag ved sengen. En anden ting, som jeg er ret begejstret, for er højden på sengen. Ud fra hvad jeg kan læse mig til, så er det typisk noget der er kendetegnende for continental senge, hvor det er de forskellige madrasser, der medvirkende til en høj liggehøjde. Det store sengetæppe skjuler nemt sengens ramme, og er igen med til at understrege den hyggelige stemning i soveværelset.
Hvis du har forelsket dig i lejligheden, og ellers drømmer om at bo i Gøteborg, så kan denne skønne lejlighed erhverves for den nette sum af 2.795.000 SEK. Til den pris får du 72 m2, fordelt på tre værelser og et køkken, i det hyggelige Kålltorp område. Mere information omkring lejligheden kan findes hos Stadshem.se, hvor disse billeder også er fundet.
Hvor er jeres fine sengetøj fra?
Hej Alberte. Det ved jeg faktisk ikke – men mon ikke, du kan finde noget tilsvarende i JYSK?
Mvh Kaare, detydre.dk