Warm Nordic – et nyt dansk designeventyr

Hvis danske designklassikere får dit hjerte til at banke en lille smule hurtigere, så vil nyheden om Warm Nordic helt sikkert interessere dig. Gamle designskatte i nye klæder er nemlig ved at finde frem til overfladen igen og i indlægget her får du et smugkig på, hvad det er der venter.

Warm Nordic – Frantz Longhis nyeste projekt

Vi er ikke en gang en måned inde i 2018, men jeg tør godt spå, at lanceringen af Warm Nordic har potentiale til at blive et af årets helt store nyheder. Frantz Longhi, manden bag Kähler Design, står bag den nye designvirksomhed, hvis produkter du først kan købe fra marts 2018 – men som de allerede nu så småt er begyndt at reklamere for.

Warm Nordic omtaler selv kollektionen, som en helt ny bølge i dansk interiørhistorie. Kollektionen bygger på et fundament af designs fra 50’erne og 60’erne – og byder altså både på originale designs fra bl.a. Hans Olsen og Svend Aage Holm Sørensen og nyere designs, som er skabt specielt til kollektionen. Som Warm Nordic selv skriver på Facebook, så kan man ikke altid se om et design fra 50’erne er skabt i dag, eller om et design fra i dag er skabt i 50’erne.

Det er sparsomt, hvad der er sluppet ud af information vedrørende den nye kollektion på nuværende tidspunkt. Både på Instagram og Facebook er Warm Nordic begyndt at dele billeder af nogle af de møbler og lamper, som nok skal få boligglade danskere til at finde dankortet frem. Se bare billedet i toppen af denne artikel, hvor Hans Olsens “Fried egg” lænestol pryder billedet. En sindssygt flot og skulpturel stol, som har været et hit på de internationale designauktioner de sidste mange år, men som nu bliver gjort tilgængelig for et bredere publikum.

Model 107, som du ser på billedet herover, er også en gammel Hans Olsen klassiker. Stolen blev designet helt tilbage i 1957 og er formspændt i ét stykke. Prisen er endnu ikke offentliggjort. Direkte adspurgt på Instagram, blev det dog oplyst at priserne spænder fra 100 kr. til 30.000 kr. Fried Egg lænestolens vejledende udsalgspris er oplyst til 19.995 kr.

Du kan se mere til Warm Nordic her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *