Renovering af en klassiker – del 1

Tidligere på året købte en god ven og jeg to Børge Mogensen J39 stole på Gul og Gratis. Prisen var god, og så var det svært ikke at slå til! Selvom stolene var godt brugte, så var standen fin, og de kunne sikkert godt have været brugt et par år mere. Alligevel var udsigten til et overskueligt DIY projekt heller ikke til at stå for. Jeg besluttede mig for, at jeg ville slibe stolen ned, give den bivoks og betale mig fra at få et nyt sæde flettet.

Med masser af gå-på-mod blev det gamle sæde klippet op, og jeg kunne gå i gang med det første step i renoveringen: En grundig afvaskning af stolen! Efter en grundig afvaskning, med varmt vand og brun sæbe, efterfulgt af en slibning med korn 240 begyndte egetræets smukke farve at vise sig. Det tog mig et par timer at slibe hele stolen ned, fordelt på to dage. Herefter gik projektet faktisk i stå. Stolen røg ind i soveværelset, og blev først fundet frem igen for et par dage siden. Da så stolen ud som på billedet herunder.

bm3

Ubehandlet egetræ er ret flot, men omvendt havde jeg også lyst til at eksperimentere lidt med bivoks, for at få lidt ekstra varme frem i træet. Jeg var forbi et par forskellige byggemarkeder i jagten efter en god bivoks, og endte med at komme hjem med en flydende bivoks hjem fra Trip Trap Woodcare. Bivoksen anbefales til voksbehandling af ubehandlede, bejdsede eller ludbehandlede træmøbler, og er med til at fremhæve træets glød. Derudover giver det også en smudsafvisende overflade.

bm4

Resultatet efter første omgang bivoks, hvor træet stadig var ret vådt. Efter at have tørret i 20 minutter efterpolerede jeg stolen med en tør klud. Et par timer senere, hvor stolen var tæt på at være tør, så den ud som på billedet herunder. Det næste der skal ske, er at stolen skal have et nyt sæde, inden den får en permanent plads rundt om spisebordet! Når jeg har fået stolen retur fra stolefletteren opdaterer jeg dette indlæg med flere billeder.

borgemogensen2

Hvis du føler dig inspireret til at gå i gang med et tilsvarende projekt, så har jeg lavet en lille liste med hvad du skal bruge.

  • Flydende bivoks
  • En god saks (til at klippe sædet op)
  • Varmt vand og brun sæbe
  • Sandpapir, korn 240
  • En god portion tålmodighed!

Har du haft gang i et tilsvarende projekt?

Og vil du gerne dele dine erfaringer? Så send en mail med lidt tekst om fremgangsmåden sammen med en håndfuld billeder til [email protected], så bliver det til et indlæg her på bloggen.

2 comments Add yours
  1. Rigtig godt arbejde! God som ny, eller bedre end ny… Og til en meget lavere pris. Sjov 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *